Landskabet som verdensbillede

Om bogen

Her præsenteres et nyt og omfattende bud på, hvordan landskaber i vestlig billedkunst lader sig tolke i forhold til de kulturer, der skabte dem.

Dens afsæt er et hidtil uudforsket udviklingsmønster, der præger landskabsskildringen fra hulemalerierne i ældre stenalder frem til 1800-tallets moder­nitet. Gennem en strukturalistisk sammenligning mellem dette mønster og yderligere tre analysefelter - selvbevidsthed, socialt betinget naturforståelse og verdensbillede - fremskrives et fascinerende indblik i kulturens makrohistoriske organisation, og der plæderes ikke mindst for den kontroversielle tanke, at kulturen på et vist iagttagelsesniveau er præget af en retningsbestemt evolution.

Landskabsbilledets trinvise fremhævelse af et synspunkt aflæses således som tegn på, hvordan selvbevidstheden - ideen om et jeg, der står uden for naturen - udvikles. Og i de rå klippegrunde og farvestrålende himle, der introduceres i oldtidens og middelalderens landskabsbilleder, findes et vidnesbyrd om, hvordan kosmos udspaltes i en kaotisk Moder Jord og en uforgængelig, maskulin himmel. Endelig påviser bogen, at landskabsbilleders indlemmelse eller udelukkelse af kultiveringsspor (fx marker, veje, hegn) er afhængig af, hvad magthaverne tænker om det fysiske arbejde.

Indholdsfortegnelse

Forord

Introduktion: En empirisk synliggørelse

Interludium: Teoretisk indfatning

Del 1: Landskaberne i Vestens førmoderne billeder:

1."For det gode er en form for det begrænsede"

2. Dybdeskarphedens første fjernhed

3. Dybdeskarphedens anden fjernhed

4. Mellemgrundens sociologi

5. Paradisets former

6. Det sakral-idylliske landskab i romersk vægmaleri

7. Moderniteten på fosterstadiet

Del II: Landskaberne i Vestens tidligt moderne billeder:

8. "Alt er gået i stykker, al sammenhæng forsvundet"

9. Tryk og modtryk

10. Tid, territorium og vildnis

11. Tid, territorium og vildnis

12. Underverdenens arkitektur

Konklusion

Noter

Bibliografi

Ordliste

Illustrationer

Indeks

Summary in English

Pressen skrev

Ole Thyssen Weekendavisen

"... [man] bliver imponeret over den encyklopædiske appetit, som ligger bag hans indsats ... Så man må i beundring trække vejret dybt ind og konkludere, at man i sandhed står over for en gal mands storslåede værk. Uanset hvad man kan have af indvendinger, ser man ikke landskabsbilleder på den samme måde som før." 

Karsten R.S. Ifversen Politiken

"Professor Jacob Wamberg har med et imponerede overblik vovet at genfortælle Vestens kunsthistorie fra hulemalerierne til år 1900 som en udviklingshistorie ... Det er herligt at se en forsker, der igen tør binde an med at samle kunsthistorien til et samlet refleksionsfelt."