Ilden i havet
Santorini-vulkanens naturhistorie og Atlantis-myten
En del af fagområderne Arkæologi, Historie og Naturvidenskab
Mere om bogen
Om bogen
Er gåden om det forsvundne Atlantis løst? Nye geologiske og arkæologiske fund på den græske vulkanø Santorini bringer en tabt kultur for dagens lys igen - måske den kultur, Platon beskrev i sin Atlantis-myte.
Geologen Walter Friedrich har i mere end 30 år udforsket Santorini, og Ilden i havet er hans beretning om, hvordan vulkaner har præget øens historie, geografi og geologi. Bogens centrale tema er skildringen af, hvordan Santorinis blomstrende bronzealderkultur blev begravet under et tykt lag aske ved et af de kraftigste udbrud nogensinde: den minotiske eruption. Helt nye fund og dateringsmetoder har nu gjort det muligt at tidsfæste udbruddet til ca. 1613 f.Kr. og rekonstruere øens udseende før katastrofen.
Santorini-vulkanen minder os om, at vi er de små og naturen den store: Vulkaner lever deres eget uforudsigelige liv og kan omstyrte menneskelige kulturer på få minutter. Ilden i havet gør denne erfaring levende, og det kulturhistoriske drama, der gemmer sig under vulkanens aske, sættes i scene med oplysende illustrationer og fotografier af høj kvalitet.
E-bogen Ilden i havet er lavet i 2013.
Pressen skrev
Jørgen Dahlgaard, Aktuel Naturvidenskab
"Prøv at lave denne blanding: Tag en mindre ø's historie og mystik, placer øen i det græske øhav og tilføj en voldsom vulkan. Suppler med nogle arkæologiske og geologiske fund sammen med Platons myte om det forsvundne Atlantis. Så kan det næsten ikke blive mere spændende eller 'sprængfarligt'. Ilden i havet er kort sagt beretningen om, hvordan vulkaner har præget Santorinis historie, geografi og geologi. Det er naturhistorie, der rykker."
"[...] et væld af forklarende kortskitser, som får tingene til at hænge sammen [...]"
"Der er på flere måder tale om en stor bog."
"Herligt at se en naturvidenskabsmand som i den grad kan sætte sin viden i perspektiv. Så køb bogen - jeg har allerede gjort det."
Søren Olsen, Midtjyllands Avis
"Grundig og læseværdig bog om vulkanen på Santorini."
"Alle geologiske og naturhistoriske begreber forklares omhyggeligt og man lader sig let indfange af det spændende emne."
"Bogen er et smukt eksempel på en populær fremstilling på et højt niveau."
Asger Ken Pedersen, Naturens verden
"[...] en yderst læseværdig bog [...]"
"Alle geologiske begreber forklares omhyggeligt. Den kan med stort udbytte læses også af den som ikke har planer om at besøge Santorini, men den er en særlig rig og sjælden gave for den besøgende som er godt træt af ikke-sagkyndige guiders summariske småhistorier.
"Med udgivelsen af Ilden i havet på dansk har forfatteren åbnet for en utroligt spændende verden i fortid og nutid og givet den aktive og tænksomme besøgende på Santorini muligheden for et meget berigende besøg. Samtidig har han med sin begejstring givet et eksempel på hvor dejligt det er at være naturhistoriker."
Kirsten Gomard, Kontur 16:2007
"[...] et tværfagligt eksperiment, der sammenfatter naturvidenskabelige discipliner og kulturhistorie, og med en formidling, der gør det kunststykke at henvende sig til såvel forskere som alment interesserede [...]. Bogen er rigt illustreret med fremragende fotografier både af øens landskaber og af geologiske detaljer. Mange af fotografierne ledsages af grafiske fremstillinger, der klart og pædagogisk anskueliggør, hvad det er, læseren skal lægge mærke til [...]. Der fortælles generøst og veloplagt, til tider næsten anekdotisk - i en helt anden stil end de faglige tidsskrifters tørre og knappe faktaorientering."
Susanne Plesner, GeologiskNyt
"I begyndelsen af 2007 udkom Ilden i havet, en spændende og velillustreret bog, der fører læseren ind i vulkanøens interessante geologiske og arkæologiske historie."
"Hvert eneste kapitel i bogen er rigt illustreret med billeder og figurer med tilhørende forklarende tekster, der understreger det, der er beskrevet i hovedteksten. Dette gør fornøjelsen ved læsningen endnu større. Hvor der er brug for at forklare særlige geologiske begreber eller principper, er dette gjort i bokse, ligesom historisk dokumentation flere steder er uddybet i bokse. Jeg kan varmt anbefale bogen, der kan bruges til sammenhængende læsning og som opslagsværk, og vil slutteligt blot gentage, at det er en utroligt velskrevet og flot illustreret bog, der giver én lyst til at vide endnu mere om Santorini."
Chr. Rimestad, Horsens Folkeblad
"Mest for geologer, ja, men også for andre interesserede. Det er nemlig det pragtfulde ved Ilden i havet, at her har vi en fagmand, som simpelthen brænder for at formidle, hvad han ved."
"[...] en uhyre vidende videnskabsmand, der er smittende begejstret for vulkaner, Santorini og alt, hvad deraf følger. Og så er jeg dybt imponeret af, hvordan Walther Friedrich formår hele tiden at holde sig nede ved jorden. Her er ingen fine fornemmelser, som skal pakkes ind i unødvendige fremmedord og kringlede sætninger."
Gerhardt Eriksen, Jyllands-Posten *****
"Til glæde for dem, der ikke vil nøjes med at bade i det ægæiske hav eller tilbringe natten på Phiras natklubber, udgiver Walther Friedrich nu på dansk en Santorinibog."
"[...] beretter veloplagt om Santorinis store seværdighed, udgravningerne af det 200.000 kvadratmeter store areal på Akrotiri-halvøen, som med fuld ret er blevet kaldt bronzealderens Pompeij."
"[...] læseren følger ham let på hans opdagelse af øens mange hemmeligheder."
"Friedrich har virkelig vendt næsten hver en sten på øen og kan derfor berette levende om den"
Søren Brunbech, Lektørudtalelse
"God formidling af de videnskabelige undersøgelser af bronzealderens store vulkanudbrud på Santorini."
Presserum
I presserummet kan du finde pressemeddelelser og forsidebilleder. Du er altid velkommen til at kontakte os her https://unipress.dk/kontakt/, hvis du mangler andet materiale.
Forlaget skriver:
2 december 2024
Bogtorsdag d. 12. december
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…
28 oktober 2024
Bogtorsdag d. 14. november
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…
30 september 2024
Bogtorsdag den 10. oktober
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…