Passage 58

Om bogen

I disse år synes vidnesbyrd af forskellig art at indtage en stadig vigtigere funktion i indskrivningen af fortiden i det kulturelle, sociale, psykiske og politiske liv. Særligt inden for litteratur, film og kunst har der været en klar tendens til at ville dokumentere, bevidne og repræsentere realhistoriske forhold, som har en særlig traumatisk betydning i kulturen. Passage belyser i dette nummer de vigtigste aspekter af det litterære og kunstneriske vidnesbyrd og en række af de æstetiske, etiske, historiske og eksistentielle spørgsmål, det rejser.

Et af de centrale spørgsmål inden for den aktuelle vidnesbyrddiskussion er spørgsmålet om, hvem der kan gøre sig til vidnesbyrdets subjekt; hvem der har ret til at tage ordet. Dette spørgsmål trænger sig på, efterhånden som de overlevende førsthåndsvidner fra fx de nazistiske lejre bliver færre og færre. Sagen sættes på spidsen i Imre Kertész' essay "Hvem tilhører Auschwitz?" Her forsvarer han andenhåndsvidnet Roberto Benignis fil Livet er smukt med, at dens ånd er autentisk - i modsætning til det andet andenhåndsvidne Steven Spielbergs Schindlers liste, der betegnes som kitsch, fordi den ikke har, og ikke kan have, begreb om kz-lejrens autentiske virkelighed.

Nummeret har artikler om blandt andet dansk og kinesisk vidnesbyrdlitteratur, om forholdet mellem æstetik og etik i vidnesbyrdlitteratur, og om forfattere som Elie Wiesel, W.G. Sebald og Paul Celan.

Indholdsfortegnelse

Imre Kertész:

Hvem tilhører Auschwitz?

Geoffrey H. Harman:

Vidnesbyrd og autenticitet

Jørn Erslev Andersen:

Vidnernes vidner

Jacob Lund Pedersen:

At give erindringen form

Carsten Juhl:

Ondt værre: Et vidnesbyrd ud af arten

Stefan Iversen:

Det umisteliges dialektik

Morten Lassen:

Fortiden genoplivet i erindringen

Sidse Laugesen:

Kunsten at vidne imod

Isak Winkel Holm & Frederik Tygstrup:

Livets rum, erindringens form

Mads Rosendahl Thomsen:

Det æstetiske tabu og den æstetiske nødvendighed