Hannah Arendt og pædagogikken

Om bogen

Hannah Arendt er en af det 20. århundredes store politiske tænkere. Hovedværkerne Det totalitære samfundssystems oprindelse, Menneskets vilkår og Eichmann i Jerusalem er centrale skrifter i den politiske filosofi og behandler vigtige emner som totalitarisme, menneskelig handling og ondskab.

Derfor er Arendts ganske vist få og sporadiske ─ men ikke mindre vigtige ─ tanker om pædagogikken også en smule oversete. Og ikke nok med det: De fleste pædagogiske fortolkere af Arendt læser med Arendt mod Arendt i stedet for at følge Arendts tænkning om skole og opdragelse til ende.

Det forsøger dette lille skrift at råde bod på. Arendts tanker om pædagogikken udgør nemlig et væsentligt alternativ til de tanker om pædagogik, der er fremherskende i dag, og giver et nyt perspektiv på pædagogikken. Bogen argumenterer bl.a. for, at man med ideerne om læringssamfundet og konkurrencestaten helt glemmer at drage omsorg for barnets frihed. Vores iver efter resultater er snarere et snærende bånd ─ en totalitær invasion af barndommen ─ end en omsorg for barnets begyndelser.

Pressen skrev

Nils Gunder Hansen, Kristeligt Dagblad

"Jeg er ikke ekspert i hverken Hannah Arendt eller de teoretiske diskussioner inden for den pædagogiske videnskab.

Ikke desto mindre har bogen været meget interessant læsning. Det skyldes, at Hannah Arendt bare er en ekstremt spændende og original tænker, hvorfor man altid bliver inspireret af at følge en Arendt-eksegese. Og det skyldes, at pædagogik efterhånden angår os alle, fordi ånden bag tilrettelæggelsen af vores undervisningssystem udgør en fortætning af samfundets samtale med sig selv om sig selv: Hvad er vi for nogle, og hvor skal vi hen? I takt med at den almindelige politiske debat bliver stedse mere teknokratiseret, må man opsøge den væsentlige samtale andetsteds."

"[L]æs (om) Hannah Arendt. Og fortvivl ikke. Eller fortvivl på et dybere og mere kvalificeret niveau. Det er også en vej frem."