Dostojevskij
En introduktion
En del af fagområdet Filosofi og etik
Mere om bogen
Om bogen
Fjodor Dostojevskij ønskede i sine første bøger at give stemme til samfundets svageste i 1800-tallets Rusland, hvor zaren var enevældig og hierarkierne stærke. Men netop Dostojevskijs engagement i kampen for sociale og politiske ændringer af det traditionsbundne land førte til hans deportation til Sibirien, hvor han i ti år var frataget sin status som forfatter.
Først efter sin benådning og rehabilitering i 1859 genoptog han famlende forfatterskabet, men viste også fornyet litterær styrke i Det døde hus og Kældermennesket, hvor han henholdsvis genfortæller sine fængselserindringer i romanform og uforfærdet går i rette med samtidens destruktive nihilisme. Med Forbrydelse og straf om den samvittighedsplagede øksemorder Raskolnikov fandt han frem til den ekstreme psykologiske realisme i både form og indhold, som også efterfølgende tillod ham at udforske faktiske forbrydelser, retssystemer og straf i hovedværker som Idioten, Onde ånder og Brødrene Karamazov. Dostojevskij kredsede desuden i hele sit forfatterskab om kristne temaer som tro, synd, anger og tilgivelse.
I Dostojevskij. En introduktion tager Tine Roesen, ekspert i russisk litteratur, læseren med ind i en dramatisk periode af Ruslands historie, hvor en af verdenshistoriens mest anerkendte forfattere samtidig undersøgte menneskets sjæl grundigere end nogensinde før. Bogen gennemgår forfatterskabets forskellige perioder og dets litterære ambitioner og udgør en lettilgængelig guide til Dostojevskijs samlede værker.
Hør Tine Roesen fortælle om Dostojevskij - en introduktion i forlagets podcastserie Fagbøger, der giver genlyd
Podcasten er produceret af Videnslyd for Aarhus Universitetsforlag.
Indholdsfortegnelse
Læseprøve
Pressen skrev
Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen
”Tine Roesen leder os på forbilledlig vis omkring i den iltre russers forfatterskab.
(...) I Dostojevskij. En introduktion, lektor Tine Roesens fremragende nye monografi om den store russiske forfatter, fremføres til forskel fra andre lignende monografier, jeg har læst, ikke én bestemt tese. Forfatteren betragtes ikke kun ud fra et litteraturhistorisk, et eksistentialistisk filosofisk eller kristent teologisk perspektiv, men ud fra dem alle tre på en gang.
(...) Med imponerende overblik fortolker hun alle de vigtigste værker, og med sikker sans for det prægnante inddrager hun citater fra dagbøger, breve og andre fortolkeres kommentarer. Intetsteds mistes overblikket. Alt er klart og konkret.
(...) stærkt anbefalelsesværdig[e] bog”
Michael Agerbo Mørch, Information
”Tine Roesen har et enormt overblik over Dostojevskijs liv.
Dostojevskij. En introduktion er velskrevet (og) et tilgængeligt, bundsolidt og autoritativt værk på dansk om en af de allerstørste i litteraturhistorien, og det er yderst velgjort”
Lektørudtalelse, DBC
”Omfattende og inspirerende introduktion til Fjodor Dostojevskijs verdenslitteratur. For nye læsere og kendere af Dostojevskijs værker.”
”Undervejs stiller Tine Roesen (…) skarpt på forfatterskabets både små og store værker og ambitionerne bag”
”Roesen er en glimrende formidler, og hun kommer i denne læseværdige introduktion godt omkring hele Dostojevskij og leverer undervejs nogle forskningsbaserede og perspektivrige værkfortolkninger, der bl.a. går tæt på Fjodor Dostojevskijs samfundsengagement, romanernes kompositioner, de store idéer, hovedpersonernes psykologi og spørgsmål om livets mening, som er kendetegnende for Fjodor Dostojevskijs værker.”
”En uomgængelig anskaffelse”.
Torsten Dam-Jensen, Den korte avis
”Velgørende er det, at en dansk ekspert i russisk litteratur har taget livtag med ham og nu fremlægger sine studier i en lettilgængelig form.
På fornem vis skaber hun for sine læsere et overblik over et vældigt forfatterskab, der for de fleste er en stor mundfuld.
Hendes tilgang er forfriskende og aldeles blottet for højrøvethed.
Tine Roesen gør det nemmere og mere frugtbart at læse et forfatterskab, der af mange opfattes som tung og vanskelig litteratur.
Hun tager sin læser ved hånden, men pådutter os ikke fikse og færdige læsninger. Måtte hendes fine introduktion til en række mesterlige værker finde mange læsere. Det fortjener den så sandelig.”
Øjvind Fritjof Arnfred, Litteratursiden
”Det er en udsøgt fornøjelse at vandre rundt i den store russers skov af et forfatterskab med Tine Roesens introduktion under armen.”
”(…) sådan en fagligt velfunderet og velskrevet tur som denne, der kommer rundt i hele forfatterskabet samtidig med, at den bevarer læseglæden som sit faste og vigtigste omdrejningspunkt.”
”Det er som at høre om gamle venner og gode minder, hver gang Tine Roesen gennemgår en roman og genfortæller dens handling i overblik. Det hele er fagligt velargumenteret, har selve teksterne som omdrejningspunkt og er serveret med et overskudspræget forhold til den øvrige Dostojevskij-forskningslitteratur.”
”Det er guf for kendere og en fornøjelse at få med for alle os andre.”
”I sin kronologiske gennemgang af forfatterskabet holder Roesen en forbilledlig balance mellem forfatterens dramatiske liv (…) og hans mindst lige så dramatiske livsværk.”
Politiken, Bogfolk
Podcast: "Fjodor Dostojevskij havde en utrolig evne til at skildre menneskelige sindstilstande"
19.11.2021
Forlaget skriver:
2 december 2024
Bogtorsdag d. 12. december
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…
28 oktober 2024
Bogtorsdag d. 14. november
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…
30 september 2024
Bogtorsdag den 10. oktober
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…