Aarhus Universitetsforlag
Cover

Surrealistiske collager

Underfulde billeder i kunst og litteratur

En del af fagområdet


Tilgængelige e-bogs-formater: PDF

{{variant.title}}: {{variant.variants[0].price.withVatFormatted}}{{variant.price.withVatFormatted}}
{{variant.title}} {{item.title}} {{item.price.withVatFormatted}}

294 sider rigt illustreret
Hardback
ISBN 978 87 7934 734 2

Af


Del:

Mere om bogen

Om bogen

Surrealismen er en af de avantgardebevægelser, der bliver ved med at drage og fascinere, selvom den har snart 100 år på bagen. Målet med denne bog er at give en indføring i de væsentligste sider af surrealismen gennem et fokus på surrealistisk collage i både litteratur og billedkunst.

Bogens primære eksempler er forfatteren Louis Aragons (1897-1982) tekstuelle collager og Max Ernsts (1891-1976) visuelle collager, som man ved selvsyn kunne se på Louisianas imponerende Max Ernst udstilling i 2009. Mange andre eksempler vil løbende blive inddraget, herunder værker af bl.a. Salvador Dalí (1904-1989), René Magritte (1898-1967), André Breton (1896-1966) og Hans Bellmer (1902-1975). Surrealismen ændrede sig en del efter 2. verdenskrig, hvor centrale dele af bevægelsen var taget til USA, og bogen koncentrerer sig om perioden 1919-1939, hvor bevægelsen udspringer og udvikles i Paris.

Pressen skrev

Refleksion

"Det er en styrke i Surrealistiske collager, at bogen er så fokuseret på collagen som betydning og form og på receptionen af collagen. Avantgarde er en divergent og udefinerlig betegnelse for rigtig mange forskellige både politiske og kunstneriske eksperimenter, og det forekommer helt korrekt, at udnævne collagen som det centrale arvegods, der er fælles for de forskellige bevægelser. Paldams fokus har en række givtige forskningsmæssige implikationer i og med at hun "opløser" de historiske og rigide modsætning mellem den uorganiske og organiske collage, som både har været en form for selvforståelse og en forskningsmæssig profil mellem en særlig radikal avantgarde og det organiske værk som et mere konformt værk. Dermed får hun leveret en kritik af en normativ og reducerende reception af avantgarden, som Peter Bürger er eksponent for og påpeget, at der findes flere collage-strategier, som vægter en underliggørelse og en gådefuldhed, som er forbundet med collagens sanselige sammenstød. Paldam nedtoner avantgardens brud med modernismen, således at avantgarden snarere bliver en tradition med rødder i både renæssancen og romantikken og en reaktion på modernitetens rationalitet. Som sådan er surrealismen en reaktion på borgerlighedens kulturelle normer, og med inspiration fra både psykoanalysen og antropologien et forsøg på at generobre en oprindelighed eller en anderledeshed. Det betyder dog ikke at Paldam opgiver avantgardens kritik af det borgerlige samfund, og den politiske fordring er en underliggende præmis, som hun dog ikke ofrer så megen plads, selvom hun i konklusionen skriver om collagen som politisk våben. Vil avantgarden nedbryde kunstværket og kunstinstitutionen og derigennem angribe kunstens autonomi, sådan som denne er uddifferentieret i det borgerlige samfund? Eller kan avantgarden nøjes med at forstyrre og forvirre den kunstreception som er dominerende? Ifølge Paldam er surrealismens politisk implikation mere langsigtet, idet collagen vedbliver at forurolige betragteren og forstyrre måden at opfatte og fortolke virkeligheden på. Collagen skaber "nye mulige (drømme)-verdner" (s. 249) og alternative virkeligheder gennem kritik af sociale og kunstneriske koder. Jeg vil mene Paldam undertiden underspiller betydningen af avantgardens gentænkning og synliggørelse af de produktionsæstetiske koder, som er Bürgers hovedærinde.

Collagestrategien i dag spiller en helt central rolle under begrebet reframing i den kreativistiske og diskurs. Man kan sige, at collagen er en form for forløber for benspænd og obstruktioner, som karakteriserer design af kreative processer. Som Paldam rigtigt påpeger, er collagen både dekonstruktion og konstruktion. Collagen tilbyder aldrig én sandhed. Måske en beskeden konklusion, men dog en konklusion, som kan give stof til både kunstfaglige og videnskabelige diskussioner med og mod avantgarden."

Uddrag fra Erik Exe Christoffersens anmeldelse i Peripeti

Tilføjet til kurven

Gå til kassen