Gudhjemtid
1894
En del af serien 100 danmarkshistorier (1) , og fagområdet Historie
Mere om bogen
Om bogen
Hvad er klokken? Danskerne tjekker i gennemsnit uret 18 gange i døgnet, og der er da også nok at holde øje med. Skoletider, spisetider og sengetider - og man skulle jo helst heller ikke komme for sent på arbejde. Forudsætningen for at indgå aftaler er, at vi alle har den samme tidsforståelse. I Danmark har vi fulgt det samme klokkeslæt siden den 1. januar 1894. Da gjorde man op med ideen om, at hver landsby havde sin egen lokale tid styret af solens gang over himlen, og universaltiden gjorde landet til en del af en verden med tidszoner. Lige siden har de samme timer, minutter og sekunder været den afgørende målestok i en verden besat af tid. For uden tid, ingen danmarkshistorier.
Tag med på en tidsrejse med Poul Duedahl, der er lektor i historie ved Aalborg Universitet.
Bogen er første bind i serien 100 danmarkshistorier, der udkommer med 12 bøger om året i løbet af de næste syv år.
Indholdsfortegnelse
Litteratur
Læseprøve
Thomas Oldrup
Cand.mag. i historie og retorik. Thomas er ansvarlig for forlagets historieudgivelser og arbejder især med serien 100 danmarkshistorier, der ud over bøgerne omfatter videnspredning gennem en række partnere. Tidligere har han været dansk redaktør for bladet Alt om Historie, lavet radio, holdt foredrag, undervist og skrevet et hav af artikler og en halv snes bøger.
Pressen skrev
Knud Romer, RomerRiget, Radio24syv
”En fantastisk bog, som jeg virkelig varmt vil anbefale. Tag og køb den bog for pokker […] noget af det bedste, jeg har læst i meget lang tid! […] Hvis I skal have en bog i år, så køb den her!”
Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
"Det er en spændende vinkel på danmarks- (og verdens-) historien, og Poul Duedahl bevæger sig suverænt rundt i hele landet på helt Hugo Mathiessensk manér med et væld af gode lokale historier om opfattelser af og problemer med tiden. Det er en fornøjelse at læse, og der er masser af viden og perspektiver, som ikke alle og enhver umiddelbart kender til.”
"Og nu har forlaget altså kastet sig over disse appetitlige små bøger, der fortæller danmarkshistorien igennem rigtig gode historier (må man formode at det kan fortsætte i de kommende 99 små bøger – der er i hvert fald lagt godt ud). Og med tråde til både Meganørd, danmarkshistorien.dk og HistorieLab er en stor udbredelse formodentlig sikret. Og som det bemærkes, så har alle råd til at erhverve disse små bøger – man skal bare lægge 100 kr. fra om måneden i 100 måneder! Anmelderen glæder sig allerede til oktober, november osv.”
Kresten Søe Christensen, lektørudtalelse
“ … får den interesserede læser her et hidtil ret upåagtet, men ikke desto mindre væsentligt stykke danmarkshistorie. Alt sammen spændende fortalt. For en stor dels vedkommende serveret med et godt glimt i øjet og krydret med underholdende, illustrative anekdoter."
Anders Abildgaard, Nordjyske
"Der er tale om en aldeles fængslende "glemselshistorie", nemlig fortællingen om, hvordan den moderne opfattelse af tid – som noget lineært, der kan måles med et ur – kom til Danmark. Fremragende skrevet af Poul Duedahl, lektor i historie ved Aalborg Universitet og flere gange prisbelønnet skribent.”
"Alt dette og meget, meget mere når Poul Duedahl omkring i "Gudhjemtid” – en perle af en bog og et fornemt eksempel på en forsker, der kan formidle svært tilgængeligt stof på en måde, så man læser det hele ud i én hæsblæsende køre.”
Ronkedorerne, den2radio.dk
”Den er fantastisk morsom, og den er sprænglærd samtidig […] Den er pengene værd, det er ren og skær underholdning, samtidig med at man bliver klogere.”
Arne Mariager, Jyske Vestkysten m.fl.
"Historien er indledningen i den første bog i et af de mest ambitiøse bogprojekter i Danmark i mange år. Aarhus Universitetsforlag har valgt at udgive en ny og meget anderledes danmarkshistorie. Nemlig ved at slå ned på 100 hændelser, 100 punkter i landets historie. Det sker i 100 bøger, der hver er på 100 sider – og hver bog koster 100 kr. Det er et 100-procent projekt, kan man sige, og nu, hvor den første bog er på gaden, må man allerede glæde sig til den næste. Ideen er vidunderligt forfriskende.”
"Duedahl har skrevet en række historiske værker, og han anslår en sprogligt stærk og tilgængelig form i seriens første værk. Duedahls faglige kompetence er hævet over enhver tvivl, men han skriver ikke for de indviede, ikke for faghistorikerne – men for alle os andre, danskere med interesse for historie – og for god historie.”
"Bogen er ganske enkelt danmarkshistorie på en ny, meget appetitlig og spændende facon. Hvis Poul Duedahls bog anslår niveauet for det ambitiøse udgivelsesprojekt, har vi meget at glæde os til. […] et interessant stykke danmarkshistorie. Måske endda mere virkelighedsnært end den klassiske historiefortælling. Flot start."
Herning Folkeblad
"De to første bøger viser, at forfatterne ikke kun behersker det faglige niveau, man forventer, når Aarhus Universitetsforlag står som udgiver. Man formår med nutidigt sprog og vid at formidle historien på en måde, der giver lyst til at læse mere."
Katrine Lester, bogblogger.dk
"Løsningen kom 1. januar 1894, hvor Danmark meldte sig ind i den internationale universaltid på den 15. længdegrad. Den længdegrad, der går lige ved Gudhjem … Det er denne fortælling, Poul Duedahl ruller op for læseren i Gudhjemtid. Det var nemlig ikke kun i Danmark, at tiden voldte kvaler, og der lå en lang (tids)rejse mellem de første timeglas og vores tids Greenwich Mean Time, som hele verden har rettet ind efter. I Danmark har vi Gudhjemtid, og det er værd at blive klog på i denne letlæste, korte og indsigtsfulde introduktion til tidens historie og urmageri i Danmark."
"I dette første bind handler det altså om vores tidsforståelse og historien bag den moderne tidsangivelse. Det er forfriskende, at Aarhus Universitetsforlag – og forfatteren naturligvis – ikke vælger den lette løsning og skriver om store slag og kendte konger, men at de rent faktisk tager udgangspunkt i vores fælles hverdag og de tanker, der har præget udviklingen af det danske samfund. Med Gudhjemtid kommer 100 danmarkshistorier godt fra land som en lettilgængelig serie for den historieinteresserede dansker."
Rasmus Østergaard, Noter
"Undervejs i bogen fortælles sjove og relevante små historier som viser hvordan de mere overordnede krav fra samfundets elite i form af kirke, kongemagt og borgerskab og senere den voksende nationale og globale interaktion i form af handel, kommunikation og transport påvirkede den lokale befolkning. Dette er sket i en grad, så vi alle efterhånden er blevet underordnet den universelle tid i en grad, så man i dag, som Duedahl påpeger, næsten ikke kan forestille sig tiden før.
Samlet set lægger bogen op til en spændende tilgang til en moderne danmarkshistorie. […] Bogen bør ejes af enhver gymnasielærer og kan i uddrag sagtens bruges i undervisningen. Her kan man både diskutere den som eksempel på historieformidling, men også bruge udvalgte kapitler i forløb om forskellige perioder af Danmarkshistorien. I samarbejde med fysik kunne det desuden være spændende at lave et forløb om tidsmåling, da Poul Duedahl også er relativt detaljeret i, hvordan tiden konkret måles i form af solure, mekaniske ure og atomure."
Videnskab.dk
Artikel: "Hvornår fik vi samme tid på tværs af hele Danmark?"
01.03.2020
Presserum
I presserummet kan du finde pressemeddelelser og forsidebilleder. Du er altid velkommen til at kontakte os her https://unipress.dk/kontakt/, hvis du mangler andet materiale.
Forlaget skriver:
2 december 2024
Bogtorsdag d. 12. december
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…
28 oktober 2024
Bogtorsdag d. 14. november
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…
30 september 2024
Bogtorsdag den 10. oktober
Vær med når Aarhus Universitetsforlag sammen med Det Kgl. Bibliotek fejrer forfatterne bag vores nyeste udgivelser til Bogtor…