Aarhus-forlag optaget i universitetsforlagenes internationale superliga
Aarhus Universitetsforlag satser i stigende grad på at publicere forskning til det internationale marked. Som et led i denne strategi er det lykkedes forlaget at blive optaget i The Association of University Presses, som kun tre andre forlag på det europæiske fastland er medlemmer af.
Aarhus Universitetsforlag er som det første forlag i Norden og det fjerde på det europæiske fastland blevet optaget i The Association of University Presses, en international forening af universitetsforlag, hvor kun udgivere, der lever op til de højeste kvalitetsstandarder, bliver indlemmet.
Optagelsen skete i Detroit, USA, i sidste uge, hvor ledere af universitetsforlag fra hele verden var samlet til årsmødet. Aarhus Universitetsforlag deltog med direktør Carsten Fenger-Grøndahl og ansvarlig for forlagets internationale satsning, Karina Bell Ottosen.