Pædagogisk rækkevidde når fortsat ind i skoledagen
På Aarhus Universitetsforlag lever vi for velskrevet viden. Og det glæder os, at de små lommebøger i serien Pædagogisk rækkevidde er en stor succes hos landets lærere. Med ti bøger på boghylden er serien samlet downloadet over 18.000 gange, siden vi i foråret 2017 sammen med Danmarks Lærerforening (DLF) og Frie Skolers Lærerforening (FSL) for første gang stillede seriens lyd- og e-bøger gratis til rådighed for foreningernes medlemmer. Det er nu besluttet at forsætte samarbejdet, så endnu flere kan få glæde af forskningen i hverdagen.
"Det er et utrolig vigtigt projekt, vi har gang i. Det handler om at formidle forskning ud til lærerne. Det har vi påtaget os som faglig organisation. Bogserien er en meget vigtig faglig opdatering af lærernes viden, som de kan bruge i deres hverdag og praksis som lærer".
Sådan lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg, Jeanette Sjøberg. Og med flere end 18.000 downloads ser den nystartede serie ud til at være taget godt imod hos målgruppen, der kan nyde godt af forskernes specialviden og alliancen mellem forlaget og de to foreninger. Hver bog i Pædagogisk rækkevidde er på 72 sider, skrevet af en pædagogisk forsker og kommer med konkrete eksempler, der kan understøtte undervisningen. Og det er netop tanken med serien, at faglig fordybelse og lystlæsning kan gå hånd i hånd: ”De 72 sider skal være letlæste og fortællende, men de skal samtidig lægge op til refleksion, inspiration og samtale på skolerne”, fortæller forlagsredaktør Cecilie Harrits, der i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på forårets nye bøger. I 2019 og 2020 udkommer Pædagogisk rækkevidde med fire bøger om året.
Den 25. oktober 2018 udkommer bog nummer 11, Relationskompetence, skrevet af Louise Klinge.