Dansk skolehistorie nomineret til fagbogspris
Tre aviser og et netmagasin har haft tre nationale juryer til at udpege de ti bedste og vigtigste fagbøger fra Sverige, Norge og Danmark siden år 2000 – 30 fagbøger i alt. Den danske jury, der består af Anne Knudsen, Frederik Stjernfelt og Morten Møller, har nomineret Dansk skolehistorie, bind 1-5 som et af de 10 danske værker. Dansk skolehistorie udkom her på forlaget 2013-2015 og er på 2.244 sider.
Værkets to redaktører, Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith, er ikke uvante med flotte nomineringer for Dansk skolehistorie. Tidligere har Skolehistorien fået prisen Årets Historiske Bog 2015 og H.O. Lange-Prisen for fremragende formidling af forskning.
Den danske jurys nominering af Dansk skolehistorie lyder:
”Det store fembindsværk om den danske skoles udvikling forbinder akademisk forskning med formidling på en forbilledlig måde og kaster med sin historiske fremstilling nyt og tankevækkende lys på den aktuelle skole som resultat af udviklingen.” (Weekendavisen 23/3)
Fredag 1/6 koges de tre nationale langlister ned, og de ti bedste fagbøger udgivet på enten dansk, svensk eller norsk siden år 2000 offentliggøres på Norsk litteraturfestival i Lillehammer.
Læs mere på morgenbladet.no, hvor du også kan lytte til Morgenbladets podcast. Samtlige 30 nominerede fagbøger omtales på bok365.