Aarhus Universitetsforlag

Tænkepause-forfatter nomineret til Årets Brobygger

Tillykke til forfatteren bag Tænkepausen Husdyr, Inger Anneberg, der er nomineret i kategorien "Årets Brobygger" fra Dyrenes Beskyttelse.

"Inger Anneberg nomineres til Årets Brobygger 2020. ”Nogle husdyr elsker vi til døde, andre elsker vi at sætte til livs.” Dette tankevækkende udsagn kan læses på bagsiden af ”Husdyr”, som er Inger Annebergs bidrag til serien Tænkepauser fra Aarhus Universitet. 

Inger Anneberg er uddannet journalist, har en master i Sundhedsantropologi og har en PhD i kommunikation om dyrevelfærd fra Århus Universitet. Hun har arbejdet med emnet dyrevelfærd gennem en årrække på Institut for Husdyrvidenskab, Århus Universitet. Hun har især beskæftiget sig med landbrugsdyrs velfærd og betydningen af begrebet dyrevelfærd for de mennesker som passer dyrene. Inger Anneberg har ikke været bange for at trække i en kedeldragt og gummistøvler og gå med ud i staldene for at blive klogere på holdningen til dyrene hos de mennesker der passer dem til dagligt.

Hun har formået at forklare, hvad der menes med begrebet dyrevelfærd og gjort det synligt, at begrebet kan forstås på flere forskellige måder, afhængig af, hvem der taler om dyrevelfærd. Inger Anneberg forstår at gøre et kompliceret emne tilgængeligt for mange, hvilket hun har vist på forbilledligt vis med bogen ”Husdyr”. Inger nomineres for sit mange års arbejde med dyrevelfærd og særligt for hendes indsat med at italesætte uenighederne i debatten om dyrevelfærd. Derfor nomineres Inger Anneberg til Årets Brobygger 2020."

 

Du kan stemme på Inger Anneberg som "Årets Brobygger" frem til d. 30. oktober kl. 12:00 her

Læs mere om Tænkepausen Husdyr her

Tilføjet til kurven

Gå til kassen