Aarhus Universitetsforlag

En lysende stjerne på den faglitterære himmel er slukket

Søren Mogensen Larsen, redaktionschef på Aarhus Universitetsforlag, er gået bort efter længere tids sygdom. Han var en lysende stjerne på den faglitterære himmel. Søren blev kun 42 år, men han nåede at yde et afgørende bidrag til dansk forskningsformidling som redaktør af serien Tænkepauser og som medredaktør af en lang række andre serier.

Efter afsluttet eksamen som cand.mag. i litteraturhistorie havde forlaget Turbine i kort tid glæde af Søren, før et barselsvikariat åbnede døren til universitetsforlaget. Søren besteg ubesværet en ekstremt stejl læringskurve, og hans sproglige virtuositet og rolige væsen førte naturligt til fastansættelse og snart til en stilling som leder af den redaktionelle stab.

At sige, at Søren var respekteret i huset som redaktionschef, er en underdrivelse. Jeg tror, at vi alle var målløse over, hvordan Søren smidigt kunne tjekke ind og ud af egne komplekse redaktionsopgaver for med venlighed, nærvær, præcision og indsigt at besvare alskens spørgsmål fra kolleger. Og kollegerne havde i Søren den bedste chef, man kunne forestille sig. Deres ve og vel spillede en stor rolle for ham, selvom han i ydmyghed sjældent iscenesatte sin omsorg for andre.

Som direktør havde jeg i Søren den skarpeste kritiker og sparringspartner. Han havde ikke mange meninger, han følte trang til at dele, men adspurgt var han altid leveringsdygtig i knivskarpe analyser og ærlige svar. Altid med fokus på forlagets bedste. Søren gik aldrig efter manden og altid efter bolden.

Hans kolossale betydning for de forfattere, han samarbejdede med, fremgår af de reaktioner, der er strømmet ind, efter at den triste nyhed gik ud til de nærmeste samarbejdspartnere. Her blot et par korte uddrag: ”Sørens pædagogiske evner var mageløse. Hans imødekommende væsen, smil og glimt i øjet fik det bedste frem i andre og gjorde din dag god.” ”Hans blik for sproget, den røde tråd og den gode historie var uovertruffen – jeg tør godt sige, at jeg ikke har oplevet noget lignende med andre redaktører, hverken i Danmark eller andetsteds.” ”Det var igennem Tænkepause-samarbejdet med Søren, at jeg føler, at jeg lærte at formidle min forskning.”

Hvad forfatterne næppe har vidst, var, hvor hurtigt Søren arbejdede, og hvor mange bolde han kunne have i luften, mens han udstrålede fuldstændigt fokus på den enkelte forfatters manuskript. Når jeg spurgte Søren, om ikke den overmenneskelige indsats tog al hans energi, affejede han det og sagde, at det ikke var en relevant bekymring. Så meget tænkte han overhovedet ikke på sit arbejde. Det vigtige var jo det derhjemme. Mine tanker – og det gælder os alle på forlaget – går til Sørens hustru og deres to små døtre.

Carsten Fenger-Grøndahl, direktør, Aarhus Universitetsforlag

Den 24. maj 2022

Tilføjet til kurven

Gå til kassen